Barack Obama har ordet i sin magt og har flere gange leveret magtfulde taler, der har henrykket, ikke blot amerikanere, men mennesker over hele kloden.
Hvad er hemmeligheden bag hans taler, der gør at han i dag, kan skrive "Verdens mest magtfulde mand" på sit visitkort?
Retoriske evner.
At USA`s nuværende præsident kan noget med ord, er vist hævet over enhver tvivl. Hans retoriske evner er blevet analyseret, besunget og sammenlignet med de største retorikere, såsom John F. Kennedy og Martin Luther King.
I hans biografi "Arven fra min far" fortæller han, hvordan hans tale evner var en af grundene til, at han tude satse på en fremtid i politik.
Han har evnen til at overbevise folk om, at han har gang i et stort projekt, at projektet er solidt, hæderligt og troværdigt - og derudover, besidder han evnen, til at få folk til at føle sig som en del af det.
Hans taler er blevet fremhævet for hans evne til at skabe fælles motovation og handlekraft (Yes, we can!), talernes retoriske opbydning, ordenes rytme, hans brug af billedsprog, hans brug af gentagelser, hans evne til at balancere følelser og logik - og meget mere...
I en tid med megen ugennemsigtig og utroværdig politisk kommunikation, virker hans taler forfriskende og opløftende. Det er da også værd at notere sig, at hans taleskriver er en ung mand på 26.
Men hans succes som taler, består af mere end blot ord. Hans verbale kommunikation er blevet analyseret på kryds og tværs, men hans nonverbale kommunikation er mindst lige så interessant.
Barack Obamas nonverbale evner.
USA´s nuværende præsident er jo, dybest set, en lille, spinkel mand med fuglebryst.
Hvem skulle have forestillet sig, at verden ville juble over at få netop ham, som leder? Ovenikøbet i en tid præget af finanskrise, globale klima problemer, to krige og internationale spændinger mellem øst og vest?
Svaret er ganske enkelt. Hans fremtoning er præget af alvor, autoritet og troværdighed. Hans adfærd vidner om beslutsomhed og mod til at træffe konsekvente og utraditionelle beslutninger. Derudover udstråler han ro, balance og klarhed.
Nogle af de mest markante træk ved Obamas nonverbale kommunikation er;
Stemme.
En dyb og maskulin stemme, hans størrelse taget i betragtning. Den klinger i brystet og har en forbavsende styrke. Vi oplever en sådan stemme som troværdig, fordi den klinger omkring hjertet og vi forbinder en dyb, kraftfuld stemme med handlekraft.
Taletempo.
Langsomt, roligt og nærværende, uden at være drævende. Uanset, hvor meget pres han var under i valgkampagnerne, uanset, hvor mange mennesker der betragtede ham, og uanset, hvilke angreb han udsattes for fra sine modstandere, forblev hans taletempo roligt og nærværende. De fleste mennesker ville begynde at tale hurtigere og mere febrisk, men ikke Obama... Dette vidner om en mand med en meget høj stresstærskel og en evne til at forblive roligt og centeret, selv når bølgerne går højt. Dette giver ham autoritet og respekt.
Pauser.
Han tager sig tid til at finde det rigtige argument og de rigtige ord. Han viser dermed at han ikke er bange for stilhed (mod) og at han bestræber sig på at kommunikere oprigtigt og sandt. (Troværdighed)
Udtale af ord.
Hans udtale er omhyggelig og tydelig, hvilket gør at man kan forstå hvert ord der kommer ud af hans mund. Når mennesker bliver nervøse eller føler sig pressede, bliver vores udtale mere utydelig, nogen gange ligefrem mumlende. Det er en naturlig reaktion på stress. Baracks evne til at tale tydeligt, (Hvilket han helt sikkert har trænet) viser han os, at han har styrken til at lede og træffe beslutninger under pres.
Kropsprog.
Rolige, velovervejede og afslappede bevægelser. Det er lykkedes ham at fjerne alle spontane, emotionelle eller stressede bevægelser.
Denne form for kropsprog ville ikke passe godt til alle mennesker, men til ham er det, det rigtige. Han er den første sorte mand, til at lede USA - og før ham, har der været en række af sorte menneskerettighedsforkæmpere, såsom Martin Luther King og Jesse Jackson, med et mere ekspressivt og følelsesbetonet kropsprog. Hvis Barack Obama skulle gøre sig håb om at blive valgt til præsident, har det været vigtigt, at han ikke fremstod som en sort prædikant. Men derimod som en mand, der kunne være leder for alle amerikanere.
Han har derfor skulle finde et behersket, roligt og afslappet kropssprog.
Han har en god balance, når han står (han står ikke på et af sine ben, men på dem begge) og han løfter sit bryst. Begge dele signalere mental og føelsesmæssig balance og en høj grad af selvtillid.
Publikumskontakt.
Han har evnen til at skabe kontakt med sine tilhørere. Han kigger ligefremt og frygtesløst på dem, samtidig med at han rent faktisk ser på de mennesker, der er omkring ham.
Barack Obamas store genistreg og hele fundamentet for hans succes, har været hans evne til at engagere og motivere det amerikanske folk i at støtte ham. Enten med frivilligt arbejde, penge eller en stemme.
Dette ville aldrig have lykkedes, uanset hvilke ord han havde anvendt, hvis han ikke var i stand til at skabe "hul igennem" i sine taler.
Når Barack Obama taler kan man høre, se og fornemme at hans fokus er på at levere et budskab til de mennesker der betragter ham.
Hvad er hans hemmelighed?
Nok har Barack Obama leveret nogle magtfulde taler, der har været retorisk velskrevne og sprogligt forbilledlige.
Men ikke alle mennesker ville kunne levere talerne, med den samme overbevisning og gennemslagskraft, som han.
Jeg tror, at hemmeligheden er, at han har øvet og trænet målrettet på, at kunne levere en tale med så stor gennemslagskraft og troværdighed som overhovedet mulig.
Han har ganske enkelt gjort sig umage.
www.institutforforandring.dk